|
I efteråret 1999 blev jeg alvorligt syg og fik døden tæt ind på livet. I en rekonvalescens-periode gjorde jeg mig mange tanker om livets grundvilkår, og så på tingene med nye øjne. Før jeg kunne begynde at arbejde med skulptur igen gik jeg tit og betragtede de mange træstykker, jeg har liggende, og som jeg anså som for små og ureelle til skulpturbrug. Jeg så nu hvor smukke og spændende disse stykker var, og kombineret med tankerne om alt det, man ikke kan tage med sig, når man dør, opstod ideen til de første kuffert-objekter.
Jeg stod dengang i en overgangssituation, idet jeg efter 10 år med arbejde i det offentlige rum atter skulle rykke indendørs. Det indendørs giver en ny frihed, tingene er mere beskyttede, jeg kan arbejde med meget finere strukturer og sartere former. Jeg frigør mig for en tid fra det stedsspecifikke og forgængelige og fokuserer her på materialet på en ny måde.
De første af disse værker er tunge, næsten uflyttelige - baseret på det enkelte stykke træs særpræg.
Gradvis bliver savens spor vigtigere, og jeg opdager helt nye udtryksmuligheder. Med motorsaven lokker jeg skulpturen mod det lette og spinkle... søger grænsen for det mulige.
Og ender foreløbig i noget der ligner et fysisk tegn.
Men stadig objekter, der har et fint slebet og poleret håndtag, som kufferter jo har.
Kun er disse - ligesom mine tidligere rodfæstede skulpturer - altså af typen “Du kan ikke ta’ det med dig”. På et filosofisk plan gælder udsagnet for kunstoplevelsen, som en personlig sag mellem beskueren og værket – her og nu. Man kan måske købe værket og eje det, men man kan ikke nødvendigvis eje oplevelsen. Den afhænger til enhver tid af åbenhed og lydhørhed.
Allerede 1997 foregreb jeg faktisk mig selv med et enligt kuffertobjekt i elm: “Kufferthjerte”, med undertitlen “Randers tur-retur”. Et meget tungt hjerte, som havde med Krakamarkens ophør at gøre.
Dette tema arbejder jeg også videre med, idet jeg har lavet et antal kufferthjerter i forskellige træsorter og strukturer.
Mine kuffert-objekter handler også om det specielle stykke træ, som de er lavet af. Elmetræet er ved at uddø og de sidste smukke og ubrugelige stykker laver jeg nu til kuffert-objekter, som bevarer det for eftertiden. Træstykker med smukke farver og strukturer, med tyngde, sejhed, barkhuller, fugleøjne, misfarvninger, døde grene og råd, kort sagt, alt det, som giver træet personlighed og fortæller om levet liv.
Alle mine skulpturer er i princippet hver lavet ud af ét enkelt stykke træ. Et eksperiment i enkelhed, indlevelse, forståelse, erfaring: Hvad kan man med et stykke træ? Hvad er træets natur? |